Videnom.com » Politik

Dansk økonomi, reformer og efterlønsdebat

Skrevet d. 03/02/2011 af Bakmau5 | Ingen kommentarer | 4,274 visninger |

Økonomiske skoler

Der er tre forskellige økonomiske skoler der dominerer den nuværende debat omkring efterlønnen. Markedsligevægtsøkonomerne, der baserer alt deres data på hvordan det er gået i fortiden. De mener at jo flere der er til rådighed på arbejdsmarkedet, jo flere arbejdspladser kommer der også. De (især velfærdskommissionen) baserer i høj grad deres data på historiske tal. De ser blandt andet på at vi, da vi fik kvinderne på arbejdsmarkedet, ikke lige pludselig fik 50 % arbejdsløshed.
Vismændene er en smule mere nuancerede end markedsligevægtsøkonomerne, da de også medtager den nuværende arbejdsløshed, men alt i alt bruger de samme regnemodel og får derfor ca. de samme tal.
Keynesianske skole har som sådan ikke noget med de to foregående at gøre, Keynes kendte nemlig helt sikkert ikke DREAM-modellen. Den fokuserer på at bekæmpe arbejdsløsheden. Keynes teorier kom rigtig frem under den sidste store økonomiske krise – 30’ernes krise. Hovedpointen i Keynes teorier, er at markedet ikke regulerer sig selv i forhold til konjunkturændringer. Ved mindsket efterspørgsel kommer der fyringer og dem som bliver arbejdsløse vil stoppe eller mindske deres forbrug hvorefter efterspørgslen så vil falde en gang til – altså en ond spiral. Vi skal altså kort fortalt, prøve at udglatte de økonomiske konjunkturer mest muligt, ved at stoppe os selv en smule når det går bedst(f.eks. ved skatte eller renteforhøjelser) og lave underskud på de offentlige budget og derved sætte gang i hjulene igen(f.eks. ved offentlige investeringer eller skattelettelser eller rentenedsættelser).

Vi redder ikke dansk økonomi ved at afskaffe efterlønnen

Først skal vi selvfølgelig nævne, at efterlønnen er ret så lille i forhold til den samlede danske økonomi. Desuden tror jeg ikke på at det vil være så stor en besparelse for Danmark til at starte med, som statsministeren siger. Da statsministeren i sin nytårstale fremlagde forslagene om at afskaffe efterlønnen, nævnte han, at vi kunne spare 16 milliarder. Vi har i forvejen omkring 180.000 arbejdsløse i Danmark og umiddelbart ser det ikke ud til at der er noget der i nær fremtid vil ændre efterspørgslen efter arbejdskraft. En afskaffelse af efterlønnen vil bringe 140.000 flere mennesker ud på arbejdsmarkedet. Ved en afskaffelse af efterlønnen sparer det offentlige selvfølgelig de 22 milliarder det koster at udbetale efterlønnen. Man mister så også de 5 milliarder folk betaler ind hvert år. Så er vi nede på 17 milliarder. Finder efterlønnerne ikke arbejde, skal de have en anden form for understøttelse. Da dagpengesatsen er 190.000 i forhold til den gennemsnitlige efterløn på 155.000. Hvis mange af efterlønnerne viser sig at være udslidte, vil de så komme på førtidspension, hvor taksterne igen er højere end efterlønnen.

Efterløn og dets betydning

Bilag 1 omhandler mange af de samme problematikker, jeg omtaler. Jesper Jespersen mener at løsningen er at lave en alliance med erhvervslivet og pensionskasserne om at omstille Danmark til vedvarende energi. Dette ville også være en god fremtidsinvestering, da Danmark herved ville kunne udvikle sine teknologier inden for området for vedvarende energi. Dette kan gå hen at vise sig at være en god investering for fremtiden. Vi ville herved også kunne blive mere energi-uafhængige. Han foreslår samtidig også investeringer i infrastruktur, konkretiseret med forslag om forbedring af jernbanenettet eller en Kattegatsbro. Jesper Jespersen nævner også at det ikke kan foretages med det statsbudgetet da man så kommer i karambolage med EU-reglerne.

Diskussion omkring de største problemer er i den danske økonomi

Velfærdssamfundet er presset fra mange sider. Vi har en global økonomisk krise, der mindsker de offentlige indtægter og samtidig giver det mange flere udgifter til personer der har mistet deres arbejde. Velfærdssamfundet i Danmark bliver også presset på grund af en kombination af en stigende levealder og en lav fødselsrate. En højere levealder med en tendens til at man går tidligere på pension eller efterløn, vil betyde at der er flere der skal forsørges. Tidligere har man løst finansieringsproblemet ved at folk levede længere, ved at forøge skatten og ved at kvinderne kom ind på arbejdsmarkedet. At få kvinderne ind på arbejdsmarkedet, gjorde at man fik omkring dobbelt så mange mennesker i den erhvervsaktive alder der betalte skat. At få kvinderne ind på arbejdsmarkedet er desværre ikke en mulighed man kan bruge to gange.

Det vi bliver nødt til at gøre er at definere hvordan vi vil bruge vores penge. Som vi kan se i bilag 2, er de offentlige udgifter steget utrolig meget i løbet at de sidste 7 år. For det første er det jo på ingen måde Keynesiansk politik at lade de offentlige udgifter stige samtidig med at vi har en stor økonomisk optur. I de senere år er der kommet utrolig mange akademikere i den offentlige sektor. Regeringen gik ellers til valg på i 2001 at ville afskaffe alle de mange eksperter. Det er dog ikke hvad der er sket, i stedet ser vi mange flere folk der skal kvalitetssikre, kontrollere og effektivisere de ”varme hænder”.

Derudover kunne vi prøve at lade det offentlige inspirere af det private og lave en indtægtsmaksimering. En skattestigning er en mulighed, men ikke ud i det uendelige. Det er derfor vi skal sigte efter det optimale sted på lafferkurven. Skatteprocenten ændrer nemlig vores adfærd. En højere skatteprocent animerer nemlig til at folk arbejder færre timer og der kommer mere sort arbejde.

Jesper Jespersen nævner også at det er et problem at vi ikke kan foretage offentlige investeringer for EU’s regler. Det er helt korrekt og et gigantisk problem, at det offentlige underskud ikke må overstige 3 % af BNP, ifølge EU’s konvergenskrav, gør det jo i praksis umuligt at føre Keynesiansk politik. Reglen er jo egentlig helt ude i hampen, man laver jo heller ikke en regel om at det offentlige overskud ikke må overstige 3 % af BNP.
Jeg er faktisk enig i at vi skal se på den ratio der er mellem folk der arbejder og folk der er pensioneret. Hvis ikke vi gør noget og aldersprognoserne holder, vil der nemlig i år 2040 være 338.000 flere ældre der skal forsørges af 275.000 færre mennesker.
Allerede i år 2020, bliver der en ratio-forandring i forholdet mellem ældre og erhvervsaktive fra 0,441 ældre per erhvervsaktiv til 0,505 ældre per erhvervsaktiv. Hvis vi vil holde den nuværende ratio, vil vi derfor være nødt til at have en tilbagetrækningsalder på 61 år og 8 måneder i år 2020. Disse tal harmonerer meget godt med velfærdsreformens fra år 2006, denne sætter nemlig tilbagetrækningsalderen op med to år omkring år 2020.
Jeg mener dog ikke at man skal planlægge efterlønsændringer 10 år ud i fremtiden. Hvis vi f.eks. afskaffede efterlønnen nu, ville vi gøre det utrolig meget sværere for de ny uddannede at komme ud på arbejdsmarkedet og vi ville derved skabe mere arbejdsløshed. I stedet bør vi se hvornår vi får højkonjunktur og mangel på arbejdskraft næste gang, dette vil være det mest gunstige tidspunkt at sætte tilbagetrækningsalderen op – både menneskeligt og økonomisk.

1 Star2 Stars3 Stars4 Stars5 Stars (Endnu ingen stemmer)
Loading ... Loading ...

Kom frem med din mening!

Tilføj en kommentar til artiklen.