Har religionskritikken slået igennem i det senmoderne samfund?

Siden industrialiseringen i 1700-tallet og frem er samfundet i forskellige grader og hastigheder blevet afmytologiseret (jf. Bultmann), og videnskaben har vundet ind. Danmarks Folkekirkes medlemstal er faldende og ligger nu på omkring 80 % af den danske befolkning.
Riterne, der er forbundet med religionen, er dog stadig udbredte – fx bliver langt de fleste danskere begravet eller kremeret , mange bliver konfirmeret , og kirkebryllupper er stadig udbredte (selv om antallet af kirkelige vielser er faldende). Til gengæld står mange kirker tomme om søndagen, da mange folkekirkemedlemmer ikke vælger at deltage i gudstjenesten , og det er derfor nødvendigt – ifølge befolkningen – at lukke flere kirker helt eller delvist.
Selv om religionen generelt er noget, folk holder for sig selv eller ikke vælger at deltage i som offentlig begivenhed (fx gudstjenesten), kan det stadig være, at folk er kristne af kultur og arv, det vil sige kulturkristne. Dette begreb indbefatter, at personer ikke er meget religiøst anlagte, men heller ikke nødvendigvis forkaster religionen. Det er en form for gylden mellemvej, hvor religionen er ikke er dominerende, men ej heller nødvendigvis er undertrykt eller forkastet.
Man kan beskrive de senmoderne mennesker som situide, hvilket vil sige, at mennesket vælger det, der passer ind i situationen (deraf situid). Deltager man til barnedåb, konfirmation eller bryllup, er man kristen eller kulturkristen, men afgår et kært familiemedlem eller en nær ven ved døden, kan man blive en mellemvej mellem kristen og buddhist i den forstand, at man håber, der er noget bedre i dødens verden (her tænkes ikke på det kristne paradis), da mange samtidigt tror (godt 20 %) på reinkarnation.
Mange mennesker, der konfronteres med usandsynlige begivenheder som eksempelvis pludselig helbredelse fra kræft, er overbeviste om, at der må være ”noget” mere mellem himmel og jord, end vi mennesket umiddelbart kan forstå – men det er ikke altid kristendommen, der repræsenterer dette ”noget”, dette åndelige i det hinsides eller i det metafysiske.
”Religionen kan ligeledes formulere, at det overraskende og uventede sker.” Niklas Luhmann (1927-1998), tysk sociolog og filosof, kommer i anledning af religionen i det senmoderne samfund ind på sin systemteori, der går ud på, at religion er et system såvel som ”f.eks. jura, økonomi og politik.” Han mener, hvert system har hver sin måde at kommunikere på og har hver sin sandhed, hvorfor mennesker også tænker forskelligt (differentieret tænkning).
Mens religionen bruges til at håndtere paradokser og metafysiske og muligvis højere filosofiske tanker, bruges naturvidenskaben til det mere immanente og profane, altså det konkrete og beviselige, det verdslige. Man kan opdele religionen i det senmoderne samfund op i følgende tre typer:
– som modstand mod refleksiviteten
– religion som meningssystem til håndtering af paradokser
– religion som dialogpartner med naturvidenskab”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *