Videnom.com » Religion

Hvad går Nietzsches religionskritik ud på?

Skrevet d. 08/06/2011 af Bakmau5 | 2 kommentarer | 21,872 visninger |

Introduktion af Friedrich Nietzsche:


Den tyske filosof Friedrich Nietzsche blev født den 15. oktober 1844 i landsbyen Röcken. Nietzsches far var protestantisk præst og døde da Nietzsche var 5 år. Som ung dreng skrev han digte, og havde kompositionsforsøg og som 14-årig gik han på kostskole.
I 1864 studerede han teologi og klassik filologi, et år efter rejste han og studerede på et universitet i Leipzig. Nietzsche blev som 24-årig professor i klassik filologi ved universitetet i Basel, Schweiz. Nietzsche deltager som sygepleje i den tysk-franske krig, men på grund af sygdom vender han tilbage til Basel.
Nietzsche må pga. dårligt helbred og hovedpine efter 11 år forlade universitet i Basel. På grund af sit dårlige helbred må Nietzsche endelig opgive sit professorat. Nietzsche lever sine sidste år med sit dårlige helbred, sygdomsperioder og ensomhed. Han skifter opholdssteder og han arbejdet stadig på sine skrifter. 1888 skriver han Antikrist og Ecce Homo (biografi). I 1889 får Nietzsche et mentalt sammenbrud. Han lever 11 år mere i en fjern tilstand og dør så i 1900 af sygdom, hvor årsagen var uafklar.

Nietzsches religionskritik:

Nietzsches religionskritik er rettet mod kristendommen. Allerede i en ung alder begyndte han, at tvivle på kristendommen. Nietzsches filosofi går grundlæggende ud på, at det enkelte menneske er totalt frit og uafhængig af moralske normer og værdier. Dette syn på tilværelsen står som kontrast til kristendommens.

Nihilisme:
Ordet nihilisme kommer af det latinske ord nihil som betyder intet. Nietzsche benævner: ”Hvad betyder nihilisme? At de højeste værdier mister deres værdier. Målet mangler, svaret på vort Hvorfor mangler” . Nietzsche forveksles nogle gange som nihilist, altså en der ikke tror på noget. Nietzsche kritiserede selv nihilisme, under beskrivelse af Platons dualisme, som de fleste kender som hulelignelsen og i kristendommen, hvor der ligeledes er en virkelig verden og en åndelig verden. Kulturen i 1800-tallet var domineret af kristendommens og de platoniske værdier. Nietzsche mente at ”kristendommen var platonisme for folket”.
Nietzsche hævder, at disse opfattelser gør, at mennesket ikke kan leve sit liv optimalt og ser den virkelige verden som lidelsen. I kristendommen ser man det netop omvendt, hvor livet på jorden vejer mindre end det åndelige liv og efter ens død livet i paradis. Eksempelvis vil den kristne leve livet på jorden udelukkende for at komme i paradis. Nietzsche ser nihilismen som en sygdom der inficeret den vestlige kultur med en dualistisk opfattelse. Mennesket kan ikke længere leve livet, fordi mennesket ligger under værdier, der er livsfjendtlige overfor den virkelige verden.
Nietzsche mener, at en nihilist er ”et menneske, der om verden, som den er, mener, at den ikke burde være, og om verden, som den burde være, mener at den ikke eksisterer”.
Dualismen består af to verdensbilleder, f.eks. i kristendommen, hvor verden bliver delt i to – jorden og paradiset. Begrebet om paradiset er fiktion eller ikke eksisterende, altså består den kristne ideologis højeste værdier på baggrund af et falsk grundlag, men fremgår som den sande virkelighed.

Passiv og aktiv nihilisme:
Nietzsche mener, at mennesket er blevet udsat for en værditømning af dualismen (passiv nihilisme). Dette er situationen – den platoniske og kristne kultur har gjort livet meningsløst i forhold til det åndelige. Mennesket må forholde sig til at dette er realitet, heraf mener Nietzsche, at det bedste mennesket kan foretage sig er, at forkaste de overleverede værdier og bygge vores egne værdier op. Som Nietzsche siger, må vi ”omvurdere vore værdier,” (aktiv nihilist).

I Nietzsches filosofi er hovedproblemet, hvilke konsekvenser vi står overfor da, som Nietzsche siger det, at ”gud er død”. Mennesket står tilbage med sig selv og sit liv. Nietzsche hævder, at mennesket er overladt til sig selv, da der ifølge hans teori ikke er noget overnaturligt, der på en eller anden måde er med til at kontrollere mennesket. Mennesket må nu selv skabe mål og værdier i livet. ”Gud er død” betyder, at mennesket er alene i verden og skal derfor individuelt fortolke livet. Denne fortolkning er individuel og derfor subjektiv, der er altså ikke en fastlagt fortolkning af livet, ligesom der f.eks. er i kristendommen. Vores fortolkninger er udtryk for vores egne perspektiver og de står derfor til at ændre.
Denne teori rammer Nietzsche selv, fordi han mener at der er en absolut sandhed ved hans fortolkning, dette vil han sikkert være enig i. Nietzsche ville dog stadig mene, at nogle teorier er bedre end andre, da hans højeste værdi er livet givet fra naturens side.

Vilje til magt:
Viljen til magt er menneskets evne til sætte sig et mål og skabe sine egne værdier. Denne vilje er naturlig for mennesket og ligger dybt i mennesket uden for fornuftens område. Viljen er altså et metafysisk begreb. Viljen til magt betyder mennesket, kan give livet mening, men det betyder også at mennesket udvikler sig selv og ens mål og værdier.
Nietzsches syn på viljen til magt er livsbekræftende. Han mener, at der er 2 forskellige måder mennesket kan udfolde vilje til magt.

1) Den indirekte måde (slavemoralen): Denne levestil består af, at ændre ens svagheder til ens styrke ved at lyve. Et menneske med slavemoral, er et menneske præget af en magtvilje der ikke kan benyttes til noget positivt og magtviljen kommer ikke naturligt. Selvudfoldelsen kan ikke udleves af dette menneske.
Slavemoralen er kendetegnet af mennesker der ikke skaber sine egne værdier, men underlægger sig andres værdier.
Kristne kan f.eks. afspejles i denne kategori. Kristendommen er præget af, at magtenviljen er styret af religionen. Slavemoralen får lov til at sætte diskursen af samfundets værdier, da de er flest.

2) Den direkte måde (herremoralen): Dette er den modsatte mulighed. I dette tilfælde er det gode, menneskets viljemagts udfoldelse og skabelsen af egne værdier og normer.
I denne kategori møder vi Nietzsches ”overmenneske”, der er herremoralens ideal.

Slaveopstanden i moralen er den oprindelige herremorals plus- og minusværdier der ved overførelse til samtidens kristne slavemoral har fået modsat betydning (se bilag 1 s. 16).

Overmennesket:
Overmennesket er ikke realitet, men en ideal mennesketype der skal komme engang, såvel opstå som type, som opstå i individet selv. Overmennesket magter at leve livet uden at være afhængige af f.eks. kristendommen eller andre autoriteter der via værdier og normer styrer mennesket der lever under slavemoralen og styrer, hvad der er rigtigt og forkert. Dvs. at overmennesket overvinder nihilismen, som kristendommen har ført med og magter viljen til at skabe egne værdier og mål i sit eget liv.
I den symbolske fremstilling fra værket ”Således talte Zarathustra” giver Nietzsche et billede af menneskets udvikling, gennem forskellige stadier, for til sidst at blive overmennesket.
Skildringen fortæller, hvordan en kamel der er symbolet på en kristen, udvikler sig til en løve. Kamelen har fået nået et stadie i magtviljen, hvor den har lyst til at bevæge sig mod herremoralen. Løven udvikler sig herefter yderligere til et stadie i herremoralen, hvor den når et skridt tættere på overmennesket. Løven er besluttet på at kæmpe i mod kristendommen, der tynger løven med slavemoralen. Den bekæmper dragen der er et symbol på slavemoralen, men den er stadig påvirket af slavemoralen. Barnet derimod har mulighed for at skabe sine egne værdier, da barnet ikke er blevet påvirket og ikke kender til etik, normer og værdier. Barnet kan udføre viljen til magt og leve efter herremoralen optimalt.

1 Star2 Stars3 Stars4 Stars5 Stars (4 stemmer, gennemsnittet er: 4.25 ud af5)
Loading ... Loading ...

2 kommentarer »

  • Religionskritik | Nyttig viden og fakta om alt skrev:

    […] Analyse af hvad Nietzsches religionskritik går ud på […]

  • Jack Petersen skrev:

    Der mangler vidst et bilag Hr. Bak 🙂

Kom frem med din mening!

Tilføj en kommentar til artiklen.