De Udstødte – Per vers

Altså var samfundets forventninger i Per Vers ungdom nogenlunde de samme som i dag. Man skulle – og skal stadig – være en produktiv, selvstændig og pligtopfyldende skatteyder. Dermed gør man sig fortjent til samfundets accept og støtte. Og kan man ikke leve op til dette, må man jo være tilpasningsvanskelig og social taber. Men hvordan afgøres det, hvad der er normalt, og hvad der ikke er?

I ethvert fællesskab findes der nogle, som af en eller anden årsag ikke passer ind. Derfor bliver de – frivilligt eller ufrivilligt – udstødte og isolerede. Man har tendens til at mene, at disse dermed er ”forkerte”, da de ikke ligner normen. Men er det virkelig tilfældet?
Den kendte afdøde forfatter Hans Christian Andersen beskrev i sit eventyr ”Den Grimme Ælling”, hvordan det er at være anderledes og udstødt. Han fortalte om en svaneunge, som voksede op i en andedam, hvor den blev fortalt, at den var grim og anderledes, fordi den ikke lignede de andre. Senere hen fandt den dog ud af, at den på ingen måde var grim eller forkert, blot hørte den til et andet sted – den var en svane.
På eventyrligt billedsprog fortæller H.C. Andersen, at intet væsen er mindre værd end et andet, men det kan være fejlplaceret i verden. I virkelighedens verden er det dog ikke altid, at en udstødt ”forlader sin andedam” og finder det sted, hvor vedkommende passer ind. Situationen er ofte mere kompliceret og vanskelig end i eventyret, som trods alt er meget forenklet.
I Danmark er hjemløse, stofmisbrugere og alkoholikere en minoritetsgruppe, som forsøges gemt mere eller mindre af vejen, da de forstyrrer det idylliske billede af et velfærdssamfund med plads og muligheder for alle.
Den unge journalist Jakob Moll har i Jyllandsposten den 28/7 2002 skrevet en artikel, som lægger op til debat omkring netop dette. Rubrikken hedder passende nok ”De Udstødte” og handler om hjemløses livsvilkår i København. Moll nærmest maler stemningen for os i ord, da han beskriver sit møde med de udstødte, og det er uundgåeligt at bemærke hans empati. Derudover fortæller han om præsten Bjarne Lenau, som giver sit bidrag til at øge livskvaliteten hos de, som har trangere kår end de fleste. Han taler med dem om drømme, håb og nedture og hører om deres forsømte barndom. I det hele taget gør han, hvad han kan for at hjælpe sin næste, som bibelen fortæller ham, han bør. Også selvom vedkommende er en stofmisbruger med sorte rande under øjnene. Han har forstået hvad sand hjælpekunst er. Som Kierkegaard definerer det:
”At man når det i Sandhed skal lykkes En at føre et menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der. Dette er Hemmeligheden bag al hjælpekunst”.
Lenau prøver at forstå de udstødte og hjælpe dem på banal vis – og se og anerkende dem, som de er. Desværre er hans type ikke normen. Langt de fleste direkte frastødes af folk, som ikke kan klare sig i et samfund, hvor man skal være selvstændig og produktiv. Derfor bliver det mere og mere en tendens, at man bogstaveligt talt hegner sig inde fra al elendigheden og forviser den til steder, hvor den ikke er synlig. Bjarne Lenau mener, at vi i dag er blevet alt for fokuserede på at skulle være individualister, som tror på sig selv og klarer sig godt i et moderne samfund. Vi accepterer ikke folk, som falder udenfor rammerne og ikke kan klare sig i en del af verden, hvor teknologi og almen viden er egenskaber, der anses for vigtigere end menneskelige kundskaber. Måske er vi bange for at blive som dem, hvis vi mænger os med dem, og derfor ser vi dem helst ikke.
Bjarne Lenau fortæller, at forholdene var ganske anderledes, da han begyndte med sit arbejde på Vesterbro i 1974. De socialt belastede var mere accepterede rundt omkring, og man anså det for naturligt at hjælpe dem. I dag er de i fare for at blive jaget væk af politi, og de fleste interesserer sig som sagt ikke for dem. Lenau giver dem fem år, før den pænere middelklasse har afspærret diverse veje og områder, og politiet har jaget dem væk. Der er ikke meget næstekærlighed tilbage i dagens Danmark. Og citerede man Jesu ord ”En kamel går lettere gennem et nåleøje, end en rig går ind i guds rige”, ville ingen sikkert rigtigt lade sig mærke med det. For hvem vil vel ende som en af de udstødte på Marias kirkeplads.
Skulle man drage paralleller til 30erne, synes jeg afgjort man kunne finde nogle af de samme træk dengang. I H.C. Branners novelle ”Skibet” fortælles om en familie, for hvem det rent økonomisk ikke går godt. Grunden hertil er, at faderen ikke kan forsørge dem ordentligt, som det forventedes dengang. Derfor anses han for svag, da han i stedet er følsom og drømmer. Igen et eksempel på et menneske, som egentlig ikke er forkert som sådan, men blot ikke lever op til normen. Havde han levet i dag, havde situationen sikkert set anderledes ud for ham.
Altså var samfundets forventninger nogenlunde de samme som i dag. Man skulle – og skal stadig – være en produktiv, selvstændig og pligtopfyldende skatteyder. Dermed gør man sig fortjent til samfundets accept og støtte. Og kan man ikke leve op til dette, må man jo være tilpasningsvanskelig og social taber. Men hvordan afgøres det, hvad der er normalt, og hvad der ikke er? Kunne det ikke tænkes, at de normale blot var gennemsnittet af de anormale? Vi anser det for naturligt, at de hjemløse og udstødte er ofre, i modsætning til os andre – de velintegrerede i samfundet, som på ingen måde kan kaldes ofre. I hvert fald ikke ud fra vores egen opfattelse. Men man kan fundere over, hvorvidt den, som ikke kan få øje på værdier hos et menneske, som befinder sig på samfundets bund, i virkeligheden selv er offer for sit eget begrænsende livssyn. Som den amerikanske forfatter Shirley MacLaine udtrykker det:
”Jeg kan kun sige at vi ikke er ofre for den verden, vi ser. Vi er ofre for den måde, hvorpå vi ser verden.”
Som en afrunding finder jeg det passende at komme med et bud på, hvad løsningen på alt dette kunne være. Skulle man ønske sig, hvordan fremtiden måtte se ud, ville jeg vurdere, at den eneste vej frem, er at vi i samfundet begynder at lægge mere vægt på de menneskelige værdier som medmenneskelighed, næstekærlighed og rummelighed overfor andre mennesker. Rigdom er at kunne rumme fattigdom!

En mening om “De Udstødte – Per vers

  • september 19, 2010 kl. 10:52 pm
    Permalink

    Stof til eftertanke! Lidt off topic, så var jeg inde og se Frank Hvam for et års tid siden og der startede Per Vers med at underholde – Manden er jo genial 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *