Ironi i det offentlige rum

Brugen af ironi i det offentlige rum er meget almindelig i dagens Danmark, dette kan være et tegn på en positiv udvikling i det danske sprog. Samtidig kan det være negativt i forhold til at nogle vælger at distancerer sig selv ved hjælp af ironi. Ironi er meget brugt i den danske humor og er et centralt omdrejningspunkt i mange danske satirer shows. Danmark er kendt for deres ”sorte humor” og deres udbredte brug af ironi, ironi som ofte bygger på indforståelse.

Jeg har i denne stil arbejdet med et uddrag af en kronik fra Berlingske tidende kaldet ”Den forkerte talsmand” kronikken er skrevet af Sørine Gotfredsen den 19. Juli 2009. Kronikken om handler brugen af ironi og hvorledes flere fremtrædende offentlige personer bruge ironi. Sørine Gotfredsen lægger stor vægt på at Simon Kvamm, Forsanger og tekst forfatter i ”Nephew” og kendt fra sartier serien ”Drengene fra angora” udtagelser om at han er sin årgangs stemme. Sørine Gotfredsen fremstiller tvivl om hvem og hvad Simon Kvamm egentlig repræsenterer ”må det være på sin plads at overveje, hvad netop denne talsmand egentlig repræsentere”. Sørine Gotfredsen fremhæver at hun ser visse problemer i hans fortid som medvirkende i satire programmet ”Drengene fra Angora”, hun mener at han har fået sin ”identitet pakket godt og gryndigt ind i ironi og menneskelig distance”, hun siger hermed at Simon Kvamm har en hvis distance til sin reelle identitet på grund af hans optræden i den meget populærere satire serie ”Drengene fra Angora”. Hun udtrykker sin skepsis til selve satire serien ved at fremhæve at den ” langt hen ad vejen var præget af trangen til at opfinde og rendyrke nogle temmelig afvigende karakterer”. Hun finder ”Drengene fra Angora” temmelig fattig på stillingstagen til samfund, magtelite og integration, Sørine Gotfredsen finder ”Drengene fra Angora” uden samfundsbevidsthed ”ikke særlig samfundsbevidste” Hun understreger dog samtidig at disse emner, selvfølgelig ikke behøver at være en del af det satiriske udtryk. Sørine Gotfredsen mener med andre ord at Simon Kvamm ikke på nuværende tidspunkt egner sig til at være sin generations talerør, på grund af hans identitet er gennemsyret af ironi. Sørine Gotfredsen afviser ikke at han ikke med tiden kunne blive det ”Det kan han muligvis blive med tiden”.

Sørine Gotfredsen udtrykker igennem kronikken flere markante holdninger til ironi. Hun ser ironi som en maske og som en selvepromoverende instans. Som hun fremhæver det i kronikken ”selvironien tjener med andre ord som maskeret selvpromovering”. Samtidige siger hun at ironien kan skade mennesket kontakt med samvittigheden, og man mister sin selvindsigt hvis man er storforbruger af ironi. Sørine Gotfredsen mener at uden etisk tænkning i religiøs forstand, er det ikke muligt at sætte sig i den ”barmhjertige position i forhold til andre”. Hun fremhæver at religion er en vigtig faktorer også selvom mange danskere i dag lever en sekulær hverdag. Sørine Gotfredsen bruger Villy Søvndal som et eksempel på en person der bruger ironi når han udtaler sig i offentligheden, Villy Søvndal distancere sig med ironien og som Sørine Gotfredsen siger, bruger han ironien til at fremstille holdninger og meninger i det offentlige rum. Sørine Gotfredsen lægger vægt på at Danmark har brug for et talerør der kan bevare kontakten med det etiske og medfølende ”derfor er der brug for et talerør…….. Hvor det må kæmpe for at bevarer forbindelsen til det etiske og medfølende”.

Også Søren Kirkegaard har noget at sige om hvem der skal være talerør i offentligheden Hans holdning til de ironiske stemmer som talerør læner sig op ad Sørine Gotfredsen og han mener at man skal være varsom med at udnævne disse ironiske stemmer som talerør, ”derfor skal man være varsom med at gøre ironiske stemmer til forbilleder”. Søren Kirkegaard som selv er filosof, forfatter og teolog mener at talerøret skal tilfalde personer som ham selv, altså forfattere, filosoffer og kunstner. Han mener at disse personer har gennemskuet ironien og formår at få folk til at ignorer sit personlige ansvar. Han fremstiller ironien som noget farligt og mener at folk slet ikke ved hvad det er den gør ved dem, og de ikke formår at registrere det på grund af deres konstante forbrug af ironien. Igennem hele kronikken fremstiller både Sørine Gotfredsen og Søren Kirkegaard deres negative og kritiske holdning til ironien, og de mennesker der benytter sig af den. De er begge modstandere af ironien som virkemiddel i den offentlige debat og Sørine Gotfredsen som teolog fremstiller naturligt sin tror på at etiske virkemidler i religiøs forstand er meget vigtiger og gør folk mere i stand til at tage ansvar.

Men er ironi virkeligt så farligt i det offentlige rum? Ironien bliver brugt af mange danskere, både i og uden for det offentlige rum. Ironien har altid været en del af den danske humor og den danske kultur. Flere hundredtusinder af danskere tog i biografen for at se Klov the movie,

en film gennemsyret af ironi og alligevel finder danskerne menneskerne bag filmen seriøse. Ironi er ikke farligt så længe man kan gennemskue det. Kan danskerne så gennemskue ironi eller tror vi i virkeligheden bare at vi kan? Flere politikerer og debattører benytter sig af ironi, og det skal de da ikke lade være med. Ironien er med til at udvikle det danske sprog og med til at fremme en forståelse for et givet emne. Ironi bruges ofte for at understrege en holdning eller til at udtrykke en holdning på en komisk måde. Det er altså vigtigt at modtageren af det ironiske budskab formår at gennemskue ironien. Hvis danskerne ikke formår at gennemskue ironi, så skal ironien ikke bruges i det offentlige rum. Ironien kan være meget skadende hvis den ikke opfattes og gennemskues, og på den måde være til mere skade end gavn. Hele diskussion om hvorvidt ironi skal bruges i det offentlige rum afspejles måske i nogle enkelte individer i samfundet som ikke kan se formålet ved ironi som virkemiddel i det danske sprog. Eller afspejler det sig måske i at nogle er bange for at samfundet ikke forstår ironi, og ikke kan gennemskue den. Som Søren Kirkegaard henviser til mener han at kun forfatter, filosofer og kunstnere formår at gennemskue og forstå ironien i sin helhed. Skal der ikke være plads til ironi i Danmark? Når ironi altid har været en del af Danmark, hvorfor skal det så ikke være en del af det offentlige rum og den offentlige debat? Danmark skal kunne rumme ironien og dens konsekvenser ellers ender vi i et alt for seriøst samfund hvor kun forfatter, filosoffer og kunstnere kan tale med i det offentlige og de er dog kun en minimal del af den danske befolkning.

Ironi er et farligt emne og der vil altid være forskellige holdninger til den. Sørine Gotfredsen er bange for at den vil dominere det offentlige rum på og at den vil skade. Søren Kirkegaard ser ironien som et problem fordi kun få mennesker kan gennemskue den helt. Ironien kan være skadelig hvis den ikke forstås og gennemskues, men den kan også være gavnlig og give sproget og det offentlige rum nuancer som man ikke kan opnå uden.